Vores køkken har sølvmærket i økologi, hvilket vil sige, at 60-90% af vores mad er økologisk. Vi prioriterer lokale råvarer, vegetariske måltider tre ud af fem hverdage og minimal madspild. I vores store kuppeldrivhus og højbede dyrker vi vores egne grøntsager og krydderurter og bestræber os på at blive så selvforsynende som muligt.
Vi sorterer vores affald og arbejder løbende med elevernes bevidsthed om ressourcer og forbrug, fx i forhold til strøm- og vandforbrug. Et stort solcelleanlæg på taget af idrætshallen dækker en betydelig del af skolens elforbrug. Når vi rejser ud – fx på den årlige studietur – foregår det med bus frem for fly og altid inden for Europas grænser for at minimere CO₂-udledningen.
Bæredygtighed er også en del af vores undervisningstilbud. Vi tilbyder et valgfag i bæredygtighed, hvor eleverne arbejder med klima og miljø i praksis. Fire gange om året afholder vi bæredygtighedsdage, hvor 10. klasserne har særlig undervisning og deltager i praktiske aktiviteter som at plante træer, vedligeholdelse af køkkenhaven m.m. Alle skolens elever har på skift køkkenhavetjans, hvor de lærer om dyrkning og bidrager direkte til egen forplejning.
Vi tror på, at bæredygtighed læres bedst gennem handling, og at de små ting, vi gør sammen, kan føre til store forandringer, både i elevernes bevidsthed og i verden omkring dem.