Musikefterskolen i Humbles køkken har sølvmærke i økologi, og det er vi rigtig stolte af. Vi bestræber os hver dag på at lave så sund, varieret og ikke mindst velsmagende mad som muligt. Vi er Refood-certificerede, hvilket betyder, at vi arbejder aktivt for at reducere madspild og bruger så vidt muligt lokale og sæsonbaserede råvarer – nogle dyrker vi endda selv.
Som elev er du med i køkkenet i løbet af året. Her lærer du om madlavning, hygiejne, sundhed og ernæring – og får indflydelse på ugens menu. Sammen med køkkenpersonalet tilbereder du maden til dine kammerater og får praktiske erfaringer, du kan tage med dig videre i livet.
Vi spiser morgenmad, frokost og aftensmad i spisesalen sammen med vores kontaktgrupper. Til frokost serverer vi varm mad, mens aftensmaden typisk består af smørrebrød og lune retter. Efter måltiderne gives der beskeder fra lærere såvel som elever, og derefter fordeler vi os igen i klasser og øvelokaler.