oplev Humble beats festival
på Musikefterskolen i Humble
d. 6. juni 2026!
Nytænkende musik fra alle verdens hjørner
HUMBLE BEATS er en nyskabende og genrebrydende festival med fokus på nytænkende og alternativ musik. Humble Beats er en festival, der appellerer til musikelskere, der ønsker at udvide deres musikalske horisont og vil være med til at sætte Langeland på det kulturelle Danmarkskort og vise, at øen også rummer alternativ og grænsesøgende kunst.
LINE-UP 2026:
MONA MORONI (DK)
SYL(DK)
MARVELOUS MOSELL FEAT. DJ TUE TRACK (DK)
TOP CAT (UK)
FENJA (DK)
NANA BENZ DU TOGO (TG)
MUSViT (DK)
ILL CONSIDERED (UK)
Musisk, menneskelig og miljømæssig mangfoldighed
Diversitet er et nøglebegreb for festivalen, både hvad musikalsk udtryk angår såvel som i forhold til køn, seksuel orientering, etnicitet, kultur, social baggrund med videre. Det overordnede mål er at præsentere et varieret, inkluderende og anderledes koncertprogram med stor kunstnerisk dybde, der udfordrer og udvider gæsternes musikalske horisont. Vi booker således nationale såvel som internationale artister, og vi har prioriteret at have en kønsfordeling på minimum 50% kvinder og kønsminoriteter til festivalen.
Humble Beats har ikke fokus på en bestemt musikalsk genre, men snarere på et kunstnerisk højt ambitionsniveau på tværs af genrekonventioner. Ambitionen er at kuratere et alsidigt program med bands som publikum ikke nødvendigvis kender i forvejen, men som man besøger med visheden om, at man vil opleve musik af højeste kunstneriske kvalitet på tværs af genrekonventioner. Man vil i løbet af festivalen vil blive præsenteret for en lang række forskellige musikalske udtryksformer vekslende mellem det introverte og ekstroverte, det genkendelige og det nyskabende, det etablerede og det oversete, som alle har det til fælles, at de har en tydelig kunstnerisk vision med deres musik.
Ambitiøs, genreoverskridende musikprofil
Musikprofilen på festivalen ligger i forlængelse af de koncerter, som har kendetegnet Musikefterskolen de sidste mange år. Der vil med andre ord være tale om en ambitiøs, eksperimenterende og nyskabende musisk profil med fokus på alternativ musik og genreoverskridende bands og artister. Vores mål er at præsentere et varieret og alsidigt koncertprogram til den nysgerrige musikforbruger, hvor fokus altid vi være på kunstnerisk kvalitet.
Publikum kan med andre ord forvente det uventede. Der er ikke én bestemt genre, der dominerer festivalen, men alle kan komme til Humble Beats med visheden om at komme til at opleve et nøje kurateret udvalg af musik fra hele verden, som både vil appellere til hovedet og til fødderne.
Vi håber på at kunne samle unge som gamle, lokale samt tilrejsende til en unik festivaloplevelse, hvor værdsættelsen af musik som kunstnerisk udtryksform er i højsædet.