Musikefterskolens pædagogiske praksis tager afsæt i skolens værdigrundlag og Grundtvigs ord: “Mennesket er ingen abekat skabt til bestandig at efterligne andre”.
Musikefterskolens pædagogiske praksis bygger på den anskuelse, at ethvert menneske er noget unikt og specielt og har krav på at blive mødt som sådan med respekt og frisind. Vi ønsker at møde eleverne med tillid og som ligeværdige samarbejdspartnere og deltagere i det projekt, et efterskoleophold er, og vi ønsker at ansvarliggøre og involvere eleverne i forhold til undervisningen, samværet og hverdagen.
Ligeværdighed betyder ikke at lærer og elev er “lige” men at al samvær sker med respekt for hver enkeltes integritet og værdighed. Enhver konfliktløsning beror på samtalen. Ved at lytte, reflektere og tale kommer respekten for hinandens synspunkter til udtryk, og det bliver muligt at nå til holdbare løsninger. Skolen vil altid kræve elevens medvirken i løsningen af problemer og konflikter, og vi møder eleverne i tillid til, at de er ansvarlige og positive “medspillere” i en sådan proces.
Samtalen og konfliktløsningen har det udgangspunkt, at alle er forskellige. Løsningerne er således aldrig givet på forhånd og kan ende forskelligt i ellers sammenlignelige konflikter. Vi forbeholder os retten til at behandle eleverne forskelligt, da de netop er forskellige individer.
Inden en elev kan optages, skal han eller hun aflægge skolen et besøg. Besøget og en personlig samtale med elev og forældre skal afdække elevens motivation og vilje til at ville indgå positivt i skolens hverdag. Såfremt det efter et sådant besøg vurderes, at eleven ikke vil kunne trives i skolens rammer eller honorere de krav, der stilles, anbefales det eleven ikke at søge optagelse.