Fortælletimerne kan tage udgangspunkt i musik, fællesskab, kultur eller aktuelle emner. Fælles for dem alle er, at de giver plads til eftertanke. Det kan være en lærer, der deler sin passion for jazzens historie, et oplæg om aktuelle nyheder og problemstillinger, en fortælling om at turde gå sine egne veje, eller en samtale om de store spørgsmål i livet: Hvem er jeg? Hvad betyder fællesskab? Hvilke værdier vil jeg leve efter?
Nogle gange bliver du rørt. Andre gange provokeret. Men uanset hvad, vil du gå derfra med noget at tænke over – noget, der giver dig nye perspektiver eller hjælper dig med at forstå både dig selv og andre lidt bedre. Fortælletimerne har således til formål at skabe rum for nysgerrighed, fordybelse og personlig refleksion.
Vi tror på, at det levende ord – når det formidles med nærvær, engagement og perspektiv – kan noget særligt. Det kan vække noget i os, samle os, rykke ved vores forståelse og styrke vores evne til at lytte, undre os og finde vores egen stemme i verden.