Fed36c16 Ae63 48D2 9Bb6 9Db18c7f5746

BISSE

BISSE (DK)

Koncert på Musikefterskolen i Humble d. 22. september 2022 kl. 20:00

Vi er stolte af at præsentere den alsidige og evigt eksperimenterende danske sangskriver og musiker Bisse, der spiller koncert på Musikefterskolen i Humble d. 22. september kl. 20:00.

Det er ikke første gang Bisse gæster Musikefterskolen. Skolens kor medvirker på albummene "19. 6. 87" og "BIZZIN" og vores elever har ligeledes været med som kor til en række store koncerter, heriblandt på VEGA (hvor Bisse har gæstet vores koncert, og vi har gæstet hans), samt på Heartland, SPOT Festival og sågar til hans optræden til Steppeulven 2017, hvor Bisse vandt så godt som samtlige priser; årets album (for 'Højlandet'), Årets sang (for ‘Seks hjerter’), årets vokalist, årets tekstforfatter og årets komponist. Hertil vandt Adi Zukanovic prisen for årets musiker – blandt andet for sin indsats i Bisses band.

Det bliver altså et glædeligt gensyn mellem Bisse og Musikefterskolen, og vi ser frem til at se og høre, hvad Bisse har med til os i denne omgang!

 

Om Bisse

Bisse er (med sine egne ord): 
kærlighedsbarnet & crowdhateren,
hjerterkongen & bløderen,
pigedrengen & jokeren,
hudfletteren & normflækkeren,
B-mennesket & gravsangeren,
sjælesørgeren & sjæleudkrængeren.

 Bisses borgerlige navn er Thorbjørn Radisch Bredkjær. Han er opvokset i Kirke Saaby på Midtsjælland, og mange af hans sange er blevet til med udgangspunkt i barndomslandet. Hans musik lever også i lyset af navne som C.V Jørgensen, Nick Cave og Frank Ocean, der hver især har inspireret Bisse til at skrive, komponere, og tekstforfatte, som han gør: Råt, ærligt, skævt, gribende. Han laver sange om nedture, barndom, breakups - “...sange om det land vi lever i, den tilværelse vi deler...”, som han selv siger.

Det er især Bisses overraskende og legende anvendelse af sproget, hvor dagligsproget ofte opstår i helt nye konstellationer og sprænger rammerne, der gør indtryk. Undertiden folder sproget sig ud i bidende satire, og undertiden som poetisk og eftertænksom vuggen.

Bisse er med en af sine musikeres ord: “... i stand til at se nogle ret banale ting på en ret såd’n magisk vis ...”
Det er ikke alle, der kan det, og Bisse er da også belønnet i rigt mål for sin måde at undersøge og lege med det danske sprog på. Ved Foreningen af Danske Musikkritikernes prisuddeling i 2017 blev han også belønnet på både komponist- og vokalistsiden for albummet Højlandet. Bisse er tilmed meget produktiv: På omkring fem år er det blevet til ikke mindre end ti albums.

Bisses sange kræver, at man retter sit øre opmærksomt mod lyd og tekst og giver sig tid til at lade sangene falde ind i kroppen. Det er et vildt og medrivende univers - og at bevæge sig i det er lidt som at skulle lære et nyt sprog.

Bisses seneste album 'Homunculus' er, ligesom tidligere album, blevet modtaget med bred anerkendelse og ros. Politiken skriver eksempelvis således: "'Homunculus' er en strålende romantisk, stridbar, knivskarp, flabet og afvæbnende selvironisk besyngelse af kærligheden mellem mand og kvinde, som jeg aldrig har hørt magen til."

Koncerten er åben for alle interesserede. Billet kan købes i døren eller via Billetto. Billetpris: 75 kr. (gratis med årskort)

KØB BILLET HER