Medarbejdere

Jonas Hald
Forstander
Jonas er forstander på Musikefterskolen. Gennem 20 år har elektronisk musik været hans passion og virke, og han har i en årrække arbejdet i musikbranchen som DJ, booker og importør af elektronisk musik. Jonas har arbejdet som lærer på Musikefterskolen i 7 år, hvor han har undervist på elektronisk linje og i en række af de boglige fag, heriblandt dansk, samfundsfag, engelsk og fransk.

Mette Hansen
Viceforstander
Mette er viceforstander på Musikefterskolen. Mette er cand.mag. i musik og cand.musicae i rytmisk korledelse fra Det Jyske Musikkonservatorium. Mette har arbejdet sammen med navne som Jesper Holm, Jim Daus Hjernøe og Kristian Skaarhøj, og arbejdet med disse korfænomener har gjort Mette til en af de bedste på sit felt. Mette arbejder med kor i alle sammenhænge: skolens store kor, minikor og improkor. Derudover underviser Mette i solosang. Mette er også holdepunktet i Musikefterskolens gammel elevforening, ligesom hun er skolens studievejleder.

Tommy Neperus
Tommy er cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns universitet og har bred erfaring – både som udøvende musiker, som korleder og lærer i rytmisk sammenspil. Tommy har optrådt med en stor del af dansk musikliv på diverse festivaler. Tommy har også i en årrække drevet sit eget studie i København. Som lærer i kor og sammenspil har Tommy arbejdet på Det Frie Gymnasium, Christianshavns gymnasium og Rytmisk Center. På Musikefterskolen underviser Tommy i kor, på rytmisk linje, i lyd og lys, samt i solosang.
Det er vigtigt for Tommy, at alle føler sig inkluderet i hans undervisning, særligt i fælleskoret, hvor han altid skaber originale og energifyldte korarrangementer, hvor alle kan være med og have det sjovt undervejs.

Nanna Goul
Nanna er forfatter, skribent, permakulturist og dybt optaget af litteratur, sprog og bæredygtighed – og ikke mindst de steder, hvor deres veje mødes. Nanna er cand. mag i Litteraturvidenskab og Filosofi fra Københavns Universitet og har i en længere årrække arbejdet som litteratur- og teaterkritiker, kulturjournalist og redaktør på bl.a. Weekendavisen og Information. Nanna har skrevet både romaner, noveller og radiodrama og underviser da også i kreativ skrivning (Studie 10), dansk, ArtLab og valgfaget Hex, hvor vi bl.a. undersøger planteliv, ritualer og menneskets dybe relation til naturen.

Uffe Ipsen
Uffe er uddannet cand.mag. i dansk og udøvende musiker. Han har turneret i ind- og udland som bassist og sangskriver i sit band One-Eyed Mule, der har fem pladeudgivelser på samvittigheden. Uffe er en særdeles erfaren herre – både som musiker og ikke mindst som lærer. På Musikefterskolen underviser Uffe på den rytmiske musiklinje og i dansk i Studie 10.

Julie Sandra Sommer Græsholm
Julie er uddannet lærer og har en bachelor i matematik og idræt. På Musikefterskolen underviser hun i matematik, idræt og fordybelsesfaget Art-Lab.
Julie elsker alt, der omhandler kreativitet og håndens arbejde. Hun har mod på alt kreativt lige fra at give gamle ting nyt liv til større renoveringsprojekter. Julie er desuden vild med alt, der omhandler indretning og design.
Julie er altid klar på en omgang fodbold, badminton, brydning eller andre sportslige aktiviteter, og hvis nogen skulle turde tage udfordringen op, er hun også klar på at uddele øretæver i den virtuelle verden, om så det er i CS:GO, League of Legends eller noget helt tredje.

Jesper Hertz
Jesper underviser på jazzlinjen, på den rytmiske linje, i klaver, på valgfaget MGK-forberedelse og fordybelsesfaget MusicLAB.
Jesper er uddannet i musikvidenskab og har ved siden af sit lærerjob et omfattende virke som udøvende jazzmusiker og komponist. Han har udgivet 4 album i eget navn, og spillet på jazzscener og festivaler over det meste af landet.
Jesper har fået overrakt en pris af selveste Niels Henning Ørsted Pedersen, og han har komponeret musik til film med blandt andre Peter Mygind og Sofie Lassen-Kahlke.

Cecilie Malling-Jørgensen
Cecilie underviser i tysk, engelsk og performance. Hun er uddannet lærer fra Den Frie Lærerskole og har efterfølgende taget en 1-årig skuespiller-uddannelse. Hun er musiker og korsanger, og hun medvirker i en række forskellige musiske og kreative projekter. Hun har også afviklet en række teaterproduktioner, og på Musikefterskolen står hun således også i spidsen for i afviklingen af skolens årlige teaterkoncert. Hun elsker i øvrigt at nørde korarrangementer, fremmedsprog, film- og skuespilsteknikker. Cecilie har altid et smil på læben, og hun brænder for at give eleverne et stærkt ståsted i dem selv i livet, såvel som på scenen som musikere.

Daniel Kvist
Daniel underviser på Musikefterskolens rytmiske linje, og så er han matematik- og idrætslærer. Det er også Daniel, der underviser i valgfaget instrumentbyg. Daniel er uddannet lærer og har en stor passion for musik, i særdeleshed guitar og sang. Han er desuden en dygtig håndværker, som altid har gang i et spændende byggeprojekt eller to.

Lene Hviid Kristensen
Underviser i dansk, fransk og engelsk

Søren Tolshave
Søren er kandidat i Filosofi og Videnskabsteori kombineret med Kultur og Sprogmødestudier. Han har en stor nysgerrighed indenfor filosofien og det almenmenneskelige og er særligt interesseret i bæredygtighed, sundhed, bevidsthed og bevægelse. Søren er også uddannet yoga- og meditationslærer, og så har han stået på skateboard og været aktiv i skateboardmiljøet det meste af sit liv. På Musikefterskolen underviser Søren i engelsk samt i fordybelsesfaget Body & Soul.

Ask Katzeff
Ask er kulturhistoriker, kunstner, forfatter og har udgivet bøger og lavet udstillinger i både ind- og udland. Han er interesseret i alt fra Platon til popkultur, men er særligt optaget af klima- og miljøspørgsmål, og drømmer om at gøre Musikefterskolen i Humble til Danmarks grønneste efterskole. Ask underviser da også i bæredygtighed på Humble samt i fagene dansk og idræt.

Andreas Bay Estrup
Andreas er trommeslager og sanger/sangskriver. Han underviser på Rytmisk Linje, i valgfaget sangskrivning samt soloundervisning på trommer. Andreas er uddannet trommeslager (cand. Musicae) fra Rytmisk Musikkonservatorium og har derudover studeret 2 år på Conservatorium Van Amsterdams Jazz Department. Andreas har mange års undervisningserfaring fra musik- og friskole og elsker at undervise.
Som udøvende musiker har Andreas spillet og udgivet musik i mange forskellige sammenhænge, både som trommeslager men ikke mindst som sanger/sangskriver i folkrockbandet Dangers of the Sea. Med bandet har Andreas turneret flittigt herhjemme og i udlandet og bl.a. spillet på SPOT og Roskilde Festival samt udgivet to anmelderroste albums.
Andreas er i øvrigt en vaskeægte vintage-entusiast og elsker at nørde gamle Gibson guitarer, Ludwig trommer og meget mere.

Jeppe Højgaard
Jeppe er uddannet saxofonist fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistlinje. Han spiller dog også klarinet, komponerer musik, skriver sange og eksperimenterer med lyd i sit hjemmestudie, hvorfra han har produceret og udgivet 4 anmelderroste albums i eget navn. Han har stået på store og små scener og medvirket på masser af udgivelser lige fra hits som Quadron og Fyr og Flamme til jazzens udkantsområder i projekter som MELT og The Black Nothing.
Musikalsk er Jeppe meget åbensindet og insisterer på at finde noget interessant i enhver genre. Han har en forkærlighed for improvisation og er altid klar på at jamme, - om det så er fri impro eller god gammeldags blues eller funk. På Musikefterskolen underviser Jeppe i dansk, musikteori/hørelære samt soloundervisning på saxofon.

Frank Lundstrøm
Frank er garant for naturvidenskaben på Musikefterskolen og underviser i fysik/kemi, biologi, geografi og science. Han er uddannet fra Nr. Nissum Seminarium i 1981 med linjefagene idræt og biologi og har senere suppleret med linjefagene fysik/kemi og geografi. Frank har desuden en bachelorgrad i forhistorisk arkæologi fra Århus Universitet og er altid opdateret på stjernehimlen og astronomiske fænomener.

Jeppe Ravn
Jeppe er uddannet kandidat i arkæologi og kulturhistorie og er meget optaget af kulturmøder mellem mennesker. Han har gennem en længere årrække arbejdet på museer og som gymnasielærer i fagene historie, oldtidskundskab og latin. Jeppe underviser på Musikefterskolen som engelsk og som støttelærer. Jeppe har teatererfaring både praktisk og teoretisk og er skolens tovholder i Musikteater.

Line Vincentz
Årspraktikant fra Den Fri Lærerskole, underviser i Matematik og Idræt

Timur Allisstone
Timur er rapper, sangskriver og producer, og så underviser han på Elektronisk linje på Musikefterskolen i Humble. Han er bachelor i Elektronisk Musik og Lydkunst fra Syddansk Musikkonservatorium, og han har mere end 10 års erfaring som udgivende og optrædende musiker i den danske musikbranche. Han arbejder som fast studietekniker og in-house producer for det odenseanske studie og pladeselskab TSA Records, og så er han en del af det købehavn-odenseanske musikkollektiv ALL41.
Timur har udgivet en række singler og EP'er, turnéret Danmark rundt med liveoptrædelser. bl.a. på Tinderbox festival.
Han har udgivet det anmelderroste album “Ro På”, og han er nu aktuel med sit andet studiealbum “Førhen”, som modtog 5 stjerner i GAFFA med ordene: “Hvis ikke Timur som Odbjerg får et længe ventet gennembrud, må Førhen stå som et aldeles overlegent bevis på hans værd som en af de absolut bedste beatmagere i dette lille land.”

Ida Brinch Nielsen
Ida er uddannet trompetist fra Syddansk musikkonservatorium i Odense. Udover trompeten, komponerer hun musik til forskellige projekter - bl.a. bandet “Haletudserne” der blev nomineret til DMA Jazz i Årets børnejazznavn 2019. Derudover spiller hun og sidder ind i forskellige bands, heriblandt FolkBaltica, Tiptoe Bigband og Aarhus Jazz Orchestra. På Musikefterskolen i Humble underviser Ida i trompet og musikteori.

Lukasz Borowicki
Lukasz er guitarlærer på Musikefterskolen i Humble. Han er aktiv jazzguitarist og komponist og har altid gang i en hel masse projekter.
Lukasz har fokus på moderne improviserende musik, hvilket f.eks. kan høres på hans udgivelser: People, Cats & Obstacles (2014), Wandering Flecks (2016), Songs with Rhymes (2017).
Lukasz er kandidat i musik med 9 års erfaring som guitarlærer. Han er engageret, kreativ, fuld af godt humør og brænder for at dele sin viden og passion med andre.
Lukasz' underviser fr Syddansk Musikkonservatorium, Anders Mogensen, har givet følgende udtalelse:
"Lukasz er først og fremmest en af de dygtigste guitar-studerende vi har haft på Syddansk Musikkonservatorium. Han er et enestående talent indenfor guitarspillet. Lukasz har gennemgået en 5-årig uddannelse, hvor han også har modtaget undervisning i pædagogik. Her har Lukasz også vist sig som en ener. Hans pædagogiske virke må være enhver elevs drøm. Han er engageret, energisk og givende."

Lasse Mørck
Lasse er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og er professionel jazzmusiker og komponist. Han har udgivet to albums i eget navn, den første, "Imagining Places I've Never Been", vandt ham Jazznyt Prisen 2017 og den anden, "The Aztec Creation Myth Suite", vandt ham "Årets Unge Jazzkomponist 2018". Han har rejst hele verden rundt som udøvende bassist med flere af Skandinaviens største jazznavne. Han er for nyligt flyttet hjem til Danmark efter at have tilbragt nogle år som konservatorielærer i Mexico. På Musikefterskolen tilbyder Lasse soloundervisning i bas.

Mie Wacher
Mie er skolens sekretær, som passer skolens kontor. Her varetager hun bl.a. tilmeldinger, elevbank og en masse andre organisatoriske opgaver. Hvis du ringer til Musikefterskolen, er det højest sandsynligt Mie, du får i røret, og hun kan hjælpe dig med næsten hvad som helst.

Magnus Kragesteen
Magnus er Musikefterskolen i Humbles køkkenchef. Magnus er utroligt dygtig og ambitiøs samt sød og rar, og han sørger altid for, at der er god musik og stemning i køkkenet samt lækre retter på menuen til alle dagens måltider.
Magnus prioriterer bæredygtighed, økologi og velsmag, og så er det også en mærkesag for Magnus, at eleverne føler sig velkomne og godt tilpas i køkkenet og bliver inddraget i tilberedelsen af maden på skolen.
Magnus er uddannet kok ved Madhuset Alfred og Kamilla i Odense. Han har tidligere arbejdet som kok på en række fynske restauranter, bl.a. Restaurant Teglværksskoven i Nyborg, Mmoks i Odense, Resumé i Svendborg og som køkkenchef på Restaurant Fynboen i Odense.

Kristoffer Randrup
Kristoffer er kok på Musikefterskolen i Humble. Han er uddannet kok fra Cuckoo's Nest i Odense. Han har tidligere arbejdet som souschef på Roeds i Nyborg og Tornøes hotel i Kerteminde samt haft selvstændig cater-virksomhed.
Kristoffer vægter smag, kvalitet, lokale råvarer og spontanitet - hans primære fokus er, at det skal være sjovt at lave mad, og Kristoffer er altid klar på at dele ud af sin store viden og entusiasme omkring madlavning.

Frederikke Buntzen
Frederikke er i lære i køkkenet på Musikefterskolen i Humble. Hun er under uddannelse som cater, og på Musikefterskolen deler hun sin store entusiasme omkring madlavning med skolens elever.
Frederikke er kreativ helt ind til benet - både når det gælder madlavning - men også i alle mulige andre henseender. Hun er også uddannet grafiker og har sit eget grafiske bureau, Wörldlike Design. Hendes kreativitet resulterer ofte i ambitiøse, smagfulde og smukke retter til stor glæde for eleverne.

Karin Jørgensen
Karin er uddannet kok og arbejder i Musikefterskolens køkken. Her tilbereder hun masser af lækker mad i samarbejde med eleverne og det øvrige køkkenpersonale. Karin er altid sød, glad og imødekommende, og hun sikrer, at eleverne altid er trygge og glade, når de er med i køkkenet.

Gitte Brandt Larsen
Gitte er Musikefterskolen i Humbles "mormor", der står for rengøring, hjemlighed, hygge og godt humør. Gitte løser alle mulige store som små praktiske opgaver i hverdagen og sørger for, at alle har det trygt og godt på skolen.