Create

Fremtidens 10. klasse

Vi er på Musikefterskolen i Humble så heldige at være blevet udvalgt som en ud af i alt 15 efterskoler, der skal være med til at skabe Efterskolernes bud på fremtidens 10.-klasse. Musikefterskolens koncept for fremtidens 10. klasse hedder Create, og her er skaberkraften omdrejningspunktet for alt, hvad vi gør.
I Create-klassen får eleverne mulighed for at skabe deres helt egen musikfestival – fra idéudvikling og planlægning til booking, budgettering, markedsføring og den endelige afvikling af festivalen. Dette er ikke kun en teoretisk øvelse; eleverne får ansvar for hele processen og lærer ved at gøre. Det er deres festival, og de står for det hele.

Virkelighedsnær undervisning 

I Create-klassen går vi væk fra traditionel tavleundervisning og tager i stedet skolearbejdet ud af klasseværelset og ud i virkeligheden, hvor vi kan tilegne os nye evner gennem praksisnær undervisning. Vi skaber et læringsrum, der er virkelighedsnært og målrettet et konkret formål: At skabe en musikfestival, der reflekterer elevernes egne idéer og værdier. Vi mener, at elever lærer bedst, når de forstår, hvorfor de lærer noget, og når de kan se, hvordan det kan anvendes i virkelige sammenhænge.

Create-klassens undervisningstimer er fordelt mellem tre ligeværdige discipliner: Boglighed, Praksisfaglighed og Medborgerskab. Eller som vi kalder det på Humble: Tankekraft, Skaberkraft, og Handlekraft. Disse tre typer faglighed vil også hyppigt mødes i tværfaglige undervisning og praksis. Vi tror nemlig på, at disse tre discipliner giver bedst mening, når de sættes i spil sammen. Det boglige giver bedre mening, når vi ved, hvorfor vi læser og lærer om noget, ligesom praksisfaglighed og medborgerskab giver bedre mening, når vi skaber og handler ud fra et vidensfunderet grundlag.

Vi skaber en festival med noget på hjerte, med stærke værdier og med tankekraften, handlekraften og skaberkraften som fundament og omdrejningspunkt. En festival skabt af unge mennesker, hvor deres energi, begejstring og ideer får lov til at skinne igennem i alle aspekter af festivalens opbygning og afvikling. Og vi vil gøre det i fuldkommen øjenhøjde med vores elever, så de oplever, at det er deres festival, og at de har været involveret i og ansvarlige for samtlige processer på rejsen.

En festival skabt

af eleverne 

Create-klassen er designet til at give eleverne et fællesskab og et rum, hvor de kan udvikle deres kreative og praktiske færdigheder. Gennem et år i Create lærer eleverne ikke kun om festivalplanlægning, men også hvordan man arbejder med virkelighedens krav og udfordringer, samt vigtigheden af at tage individuelt ansvar og kunne samarbejde og bidrage til et arbejdsfællesskab.

Er du klar på at tage ansvar, udvikle dine ideer og samarbejde om at skabe noget stort? Så er Create-klassen måske noget for dig. Her bliver du ikke bare en del af et fællesskab – du er med til at forme fremtidens festival.

Vil du være med?

Sammensæt det skema, der passer dig

Kommende begivenheder på
efterskolen

Her kan du se de kommende begivenheder og koncerter, Musikefterskolen i Humble afholder. Læs mere om begivenhederne og køb billetter.