TOTAL HIP REPLACEMENT (DK)

Koncert på Musikefterskolen i Humble d. 16. marts 2026

Total Hip Replacement er et groovy femmandsband, kendt for deres energiske og unikke livekoncerter. Musikken bevæger sig legende mellem det organiske og det elektroniske, hvor tunge grooves, varme blæsere og intense synthesizere smelter sammen i et lydunivers, der både rummer mørke og længsel – men også masser af håbefuld energi.

I en tid hvor mental sundhed, politisk stabilitet og humanitære forhold er under pres, minder Total Hip Replacement os om vigtigheden af fællesskab på tværs af klasser og kulturer. Med tekster, der inviterer til refleksion, og en intensitet, der opløser grænsen mellem musiker og publikum, tager bandet deres lyttere med på en euforisk og grænseoverskridende rejse.

Siden starten har liveoplevelsen været bandets store drivkraft – og det har bragt dem vidt omkring: over 250 koncerter i 10 forskellige lande, fra Ghana til Grønland, på både klubber og festivaler som Smukfest, SPOT, G! Festival og Iceland Airwaves.

Denne koncert er kun for Musikefterskolen i Humbles elever.