CREATE
Fremtidens 10. klasse
Vi er på Musikefterskolen i Humble så heldige at være blevet udvalgt som en ud af i alt 15 efterskoler, der gennem de kommende to år skal være med til at skabe fremtidens 10.-klasse.
Vores bud på fremtidens 10. klasse hedder Create, idet skaberkraften vil være omdrejningspunkt for klassens virke. Mere konkret så vil vi skabe vores helt egen festival fra bunden – og det er eleverne i Create-klassen der står for alt lige fra idégenerering, planlægning, booking, budgettering og i sidste ende naturligvis også eksekvering.
Virkelighedsnær undervisning
Hvor skolearbejde typisk sender tankerne i retning af bøger og tavleundervisning, vil vi i Create langt hyppigere tage skolearbejdet ud af klasseværelset og ud i verden, hvor vi kan tilegne os nye evner gennem virkeligheds- og praksisnær undervisning med et helt konkret formål.
Create-klassens undervisningstimer vil være fordelt mellem tre ligeværdige discipliner: Boglighed, Praksisfaglighed og Medborgerskab. Eller som vi kalder det på Humble: Tankekraft, Skaberkraft, og Handlekraft. Disse tre typer faglighed vil også hyppigt mødes i tværfaglige undervisning og praksis. Vi tror nemlig på, at disse tre discipliner giver bedst mening, når de sættes i spil sammen. Det boglige giver bedre mening, når vi ved, hvorfor vi læser og lærer om noget, ligesom praksisfaglighed og medborgerskab giver bedre mening, når vi skaber og handler ud fra et vidensfunderet grundlag.
Vi vil skabe en festival med noget på hjerte, med stærke værdier og med selve tankekraften, handlekraften og skaberkraften som omdrejningspunkt. Og vi vil gøre det i fuldkommen øjenhøjde med vores elever, så de oplever, at det er deres festival, skabt af dem selv og på deres egne præmisser.
Undervisningens indhold og formål
Undervisningen i klassen vil hele året have festivalen som omdrejningspunkt. I dansk lærer man eksempelvis om modtagerrettet kommunikation ved at skrive pressemeddelelser, fondsansøgninger og markedsføring. I engelsk vil man være i dialog med udenlandske bands og bookingbureauer. I matematik arbejder man med festivalens budgetter for bands, produktion, mad osv., ligesom man lærer geometri, mens man optegner og planlægger festivalpladsen. Man vil også tilegne sig masser af vigtige færdigheder, når der fx skal oprettes en forening, søges fonde, søge tilladelser ved kommunen. Når man indgår samarbejder med lokale virksomheder, bygger madboder og scener, designer og trykker plakater osv.
En festival skabt helt fra bunden af eleverne selv
Skaberkraften har altid været en kerneværdi for Musikefterskolen i Humble, og nu får vi mulighed for at skabe noget stort gennem en fælles skabende proces. Vi drømmer om at skabe en bredt anerkendt og eftertragtet festival, som tidligere elever såvel som alle andre musikinteresserede har lyst til at deltage i. En festival med en stærk musikalsk profil og med velfunderede værdier bag. En festival skabt helt fra bunden af unge mennesker, hvor man kan mærke deres livskraft og begejstring i alle aspekter af festivalens udformning. Vil du være med?
Hverdagen på Humble
Hvordan er livet på Musikefterskolen i Humble? Hvad er en kontaktgruppe? Hvordan bor man? Bliv klogere på efterskolelivet her.
Book besøg
Har du fået lyst til at starte på skolen? Så er det en rigtig god idé at booke et besøg, hvor du kan få en rundvisning på skolen og en samtale med en af skolens lærere. Klik her for at gå til besøgsbooking.